Samværspolitik

PLS samværspolitik er vedtaget af hovedbestyrelsen. Den beskriver hvordan vi agere når vi er sammen til møder, kurser, fester med mere.

Samværspolitik for Pædagogstuderendes Landssammenslutning

Formål:
Formålet med samværspolitikken er at vi som organisation har taget stilling til, hvordan vi er sammen i PLS. Vi vil have et samvær der er kendetegnet ved inklusion, respekt og ligeværd. Vi vil være kendetegnet ved at vi handler og iværksætte de nødvendige tiltag når vi ser eller hører om krænkelser. Krænkelser er uacceptable.
Samværspolitikken nævnes ved alle nationale arrangementer og alle tillidsvalgte kender til indholdet af denne.

Samvær under arrangementer
Alle pædagogstuderende er velkommen til vores arrangementer, og skal føle sig godt tilpas, når de er til vores arrangementer. Alle skal være rumlige og huske at passe godt på hinanden i alle sammenhænge.
Daglig ledelse og forretningsudvalget har særligt ansvar for at sikre at alle har det godt til vores arrangementer. Forretningsudvalget sikrer at alle har det godt, og sørger for at være rundt blandt alle deltager.

Debatkultur
Vi i PLS har mange pædagogstuderende som ønsker at være aktive under debatterne. Derfor skal alle være trygge ved at deltage. Derfor at det vigtigt at vi anerkender og respekterer forskellige holdninger.
Vi ønsker at alle skal have mod på at give deres holdning til kende. Dette kræver at vi møder hinanden med respekt uanset position - også når vi er uenige.

Vi anser kampvalg som udtryk for stort engagement i organisationen. Vi fører positive kampvalg, hvilket betyder, at man som kandidat har fokus på egne kompetencer og visioner.

Under debatten er det vigtigt at komme med udsagn der handler om debatten og ikke personen.

Sociale arrangementer og festkultur
Til sociale begivenheder er det vigtigt at alle har det godt og føler sig trygge Derfor skal PLS bestræbe sig på, at alle lokationer ved nationale arrangementer i høj grad tilgodeser forskellige behov, så der er plads til alle

Ved fester meldes det tydeligt ud, hvem der er aftenvagter og hvordan man kan få fat på dem, hvis man ikke kan se dem. Aftenvagterne må derfor gerne sove, men skal være tilgængelige. Aftenvagterne har ansvaret for at håndtere eventuelle situationer, som for eksempel tilskadekomne personer, diskrimination, slagsmål eller overgreb. Til nationale arrangementer i PLS vil der ikke blive solgt drikkevarer med mere end 16,5% alkohol til festerne. Det er ikke tilladt at medbringe eller indtage egen alkohol. Aftenvagter og bartendere kan lukke baren for medlemmer, hvis dette vurderes nødvendigt.

Vi vil handle
Alle der arbejder eller er aktive i PLS har et ansvar for at udvise god adfærd og undgå enhver form for krænkelser.
Det er i sidste ende altid et politisk og administrativt ledelsesansvar at stå til rådighed for tilkendegivelser om eller iagttagelser af krænkende handling – og handler herpå.

Vi vælger at støtte os til de definitioner om krænkelser som arbejdstilsynet har beskrevet i AT-vejledning:
Der kan både være tale om aktive handlinger og om at undlade at handle. Krænkende handlinger i relation til arbejdet kan fx omfatte:

  • Tilbageholdelse af nødvendig information
  • Sårende bemærkninger
  • Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver
  • Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab
  • Angreb mod eller kritik af ansattes privatliv
  • At blive råbt ad eller latterliggjort
  • Fysiske overgreb eller trusler herom
  • Fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på samtale
  • Nedvurdering af ansattes job, deres arbejdsindsats eller deres kompetence
  • Krænkende telefonsamtaler
  • Krænkende skriftlige meddelelser, SMS, billeder og videoer, herunder på sociale medier
  • Ubehagelige drillerier
  • Nedvurdering, fx på grund af alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet eller religiøs overbevisning
  • Udnyttelse i jobbet, fx til private ærinder for andre.

Bemærk, at listen ikke er udtømmende.

Sekretariatslederen kan handle i tilfælde, hvor deltager er gået for langt i forhold til at handle i strid med samværspolitikken. Sekretariatslederen er i dialog med daglig ledelse under behandlingen af beslutning.
Vedtaget af hovedbestyrelsen mandag den 17. juni 2024