Forskudsferie – lån af den ferie du forventer at optjene

Forskudsferie er, når du låner af den ferie du forventes at optjene i løbet af din praktik.

Alle nyansatte, også pædagogstuderende i lønnet praktik, har mulighed for at få forskudsferie. Det er dog kun en mulighed, din leder kan vælge at sige nej til at give forskudsferie.

I PLS oplever vi mange studerende der gerne vil gøre brug af deres mulighed for at holde forskudsferie – men at mange ikke får lov til det.

Hvad er forskudsferie

Den nye ferielov giver mulighed for at få forskudsferie. Når du holder forskudsferie, låner du den ferie du forventer at optjene i løbet af en ansættelse. 

Du optjener i løbet af de 6 måneder du er i lønnet praktik feriegodtgørelse svarende til 12,48 dage (2,5 uge). Feriegodtgørelsen indbetales på din feriekonto på borger.dk, du kan få feriegodtgørelsen udbetalt når du bliver trukket i løn i forbindelse med afholdelse af ferie.

Problemet er, at feriegodtgørelsen optjenes på månedsbasis med 2,08 feriedag pr. måned. Hvis der fx er 3 ugers tvungen ferielukning i juli, har du kun nået at optjene 2,08 dage feriegodtgørelse, hvilket ikke dækker de 3 ugers løn du vil blive trukket for. Det er her forskudsferie kommer ind, og praktikstedet kan lade dig låne af den ferie du forventer at optjene.

OK24 med fokus på forskudsferie

Tvungen ferielukning kan have store økonomiske konsekvenser for pædagogstuderende i lønnet praktik. Derfor var et af PLS’ krav til OK24 at pædagogstuderende skulle have ret (og ikke kun mulighed) til forskudsferie.

Med OK24 blev der tilføjet til overenskomsten, at der skal være særlig opmærksomhed på pædagogstuderendes mulighed for forskudsferie, især i forbindelse med tvungen ferielukning. 

I PLS tolker vi den tilføjelse til overenskomsten, som at der skal være tungtvejende argumenter for ikke at give pædagogstuderende forskudsferie når der er tale om tvungen ferielukning.

Hvad kan jeg gøre

Vi oplever at praktiksteder afviser muligheden for forskudsferie, fordi de ikke helt ved hvad det indebærer, fordi det kan være administrativt besværligt, eller fordi kommunerne sætter nogle begrænsninger for nyansatte. 

Hvis du er i en praktik, hvor der er tvungen ferielukning, og gerne vil gøre brug af muligheden for forskudsferie, skal du tage kontakt til din leder og bede om at få forskudsferie, gør det meget gerne i samarbejde med din tillidsrepræsentant fra BUPL eller Socialpædagogerne

Vis dem gerne artiklen her. Hvis du oplever at få afvist muligheden for at forskudsferie, må du meget gerne kontakte PLS på pls@pls.dk – husk at skrive hvad dit praktiksted hedder samt årsagen til at de ikke vil give dig forskudsferie