Fra vildmarken til pædagoguddannelsen. 

Hvordan passer man på sig selv, når man bliver kastet ud i noget helt nyt? Og hvad kan erfaringerne fra en iskold vildmark lære os om at blive en god pædagog?

Det ved Heidi Lykke noget om.

Heidi har arbejdet i det pædagogiske felt i mange år og har i mere end 17 år undervist på pædagoguddannelsen, blandt andet med psykologi og neuropædagogik. Hun har samtidig prøvet kræfter med noget helt andet: at stå alene i naturen som deltager i Alene i vildmarken, hvor både krop, psyke og energiniveau blev sat på prøve.

I dette interview deler Heidi sine erfaringer med at træde ind i det ukendte, finde sin plads i nye fællesskaber, håndtere usikkerhed og præstationspres – og ikke mindst lære sit eget nervesystem at kende.

For hvad har det egentlig med pædagoguddannelsen at gøre?

Ifølge Heidi: rigtig meget.

Og måske får du mulighed for at møde hende selv. Heidi underviser nemlig på PLS’ kursusweekend i neuropædagogik, hvor hun sammen med jer dykker ned i, hvad der sker i os selv og i mødet med andre mennesker.

Her får du hendes bedste råd til dig, der netop er begyndt på pædagoguddannelsen – eller står foran din første praktik.

1. Du har prøvet at kaste dig ud i noget, hvor du ikke vidste, hvad der ventede dig. Hvad vil du sige til de mange pædagogstuderende, der lige nu står på tærsklen til en helt ny uddannelse?

At starte på en ny uddannelse enormt energikrævende, fordi hjernen arbejder på højtryk for at forstå det nye og finde sin plads i flokken.

Hvis du lige nu er træt, overvældet eller tænker ”Alle ser den bums!”, så giver det rigtig god mening. Vi mennesker er bygget til at være opmærksomme på det ukendte og på vores plads i fællesskabet.

Da jeg var med i Alene i vildmarken, opdagede jeg, hvor vigtigt det var at passe på min energi – at starte på en uddannelse er så væsen forskelligt fra det scenarie, så her vil jeg egentlig anbefale det modsatte med et gammelt reklame citat: snup en sneakers – og kast dig ind i fællesskaberne.  

2. Hvordan forberedte du dig til Alene i vildmarken – og hvad kan nye pædagogstuderende lære af det?

Jeg forberedte mig både fysisk og mentalt. Jeg øvede mig i alt fra fiskeri og kompas til knob, men det vigtigste var mit energiregnskab.

Jeg brugte min viden om psykologi og neuropædagogik til også at forberede mig på mig selv: Hvad sker der med mig, når jeg bliver sulten, presset, ensom eller frustreret – og hvordan vil jeg hjælpe mig selv, når det sker?

Som ny studerende kan du selvfølgelig forberede dig praktisk. Men du kan ikke på forhånd vide, hvordan fællesskabet på holdet bliver. Det skal I skabe sammen.

Træk vejret, vær nysgerrig og glæd dig til at være med til at skabe en kultur, der er rummelig, sjov og ambitiøs.

3. Hvad er dit bedste råd til at finde sin plads, når man starter et nyt sted?

Pædagogikkens kerne er at hjælpe mennesker med at mærke, at de er fantastiske, præcis som dem de er. Det gælder også dig.

Tal sammen om de normer, hierarkier og værdier, I ønsker i jeres fællesskab. Og husk: Uddannelsen har brug for lige præcis dig.

4. Hvor vigtigt er det at lære sine egne grænser og sit eget nervesystem at kende?

Helt afgørende.

Du tager ikke kun din faglighed med på arbejde. Du tager også dit nervesystem, din historie, din irritation og din begejstring med. Vi reagerer ikke kun på det, der sker omkring os – noget bliver også aktiveret i os selv. Derfor er selvrefleksion så vigtig.

Spørg dig selv: Hvad sker der i mig lige nu – og hvad har det med den anden at gøre?

Det handler ikke om at blive et menneske uden følelser, men om at kunne mærke dem uden automatisk at gøre dem til sandheden om den anden.

5. Hvorfor er neuropædagogik vigtigt allerede fra starten af uddannelsen?

Neuropædagogik handler om at forstå, at adfærd opstår i et samspil mellem hjerne, krop, erfaringer, relationer og den situation, mennesket står i.

Det ændrer spørgsmålet fra:

”Hvorfor gør du dog sådan?” til: ”Hvad mon gør, at dette giver mening for dig lige nu?”

Viden om mennesker kan gøre os mere humane. Men neuropædagogik er ikke en manual eller en facitliste. Det er et perspektiv, der hjælper os til at være nysgerrige.

6. Hvordan hjælper neuropædagogikken os med at se bag en adfærd?

Vi skal være ydmyge. Vi ved ikke altid, hvad der foregår inde i et andet menneske.

Hvis et barn råber, slår eller trækker sig, ser vi adfærden. Men vores hjerne er hurtig til at lave en forklaring: ”Han vil bestemme” eller ”Hun gør det med vilje”.

Måske. Men måske er barnet overvældet, eller kravene er for store.

Neuropædagogikken giver os ikke svaret. Den giver os forhåbentlig flere hypoteser, før vi fælder dommen.

Så forbliv nysgerrig på, hvorfor andre gør, som de gør – uden straks at vurdere det.

7. Hvad har du lært om usikkerhed og præstationspres?

At man skal være forsigtig med at sammenligne sit eget indre med andres ydre.

Du tænker måske: ”Jeg aner ikke, hvad jeg laver”, mens sidemanden ser ud, som om han har styr på både pensum og livet.

Men du er studerende. Det må gerne være svært, og der må gerne være meget, du ikke kan endnu. Ellers var der ingen grund til at tage uddannelsen.

Hvis I kan gøre det til en dyd at dele fejl og usikkerhed, skaber I psykologisk tryghed og hjælper hinanden med at lære.

8. Første praktik: ”Hjælp – hvad har jeg dog kastet mig ud i?” Hvad gør man?

Velkommen til virkeligheden. Der kommer et tidspunkt, hvor teori møder tirsdag kl. 14.37, et barn græder, to andre er i konflikt, og du har glemt alt, hvad den kloge bog sagde.

Det betyder ikke, at du har valgt forkert. Det betyder, at du er begyndt at opdage fagets kompleksitet.

Tal med din vejleder og dine medstuderende. Og prøv at skelne mellem:

”Det her er svært” og ”Jeg er dårlig til det her.”

De to sætninger er ikke det samme.

9. Hvad ville du ønske, nogen havde sagt til dig på din første dag på dit studie?

At jeg ikke behøvede bruge energi på at bevise, at jeg var dygtig. Jeg måtte godt bruge energien på at blive det.

Du kommer til at tage fejl af mennesker og misforstå situationer. Det afgørende er ikke, om du kan undgå det hele, men hvad du gør, når du opdager det. Det synes jeg faktisk er et ret godt mål for professionalitet.

10. Tre konkrete råd til de nye pædagogstuderende?

Om dig selv: Lær dine egne signaler at kende. Hvornår bliver du presset, usikker eller irriteret? Det er lettere at tage ansvar for noget, man kan få øje på.

Om dine studiekammerater:

Vær generøs. Del noter, stil de spørgsmål andre måske ikke tør stille, og kig efter den, der står lidt uden for flokken. I er allerede i gang med at øve pædagogik på hinanden.

Om at blive en god pædagog:

Bliv ved med at være nysgerrig – især når du er allermest sikker på, at du har forstået den anden.

Spørg: Hvad kunne ellers være på spil her? Det spørgsmål kan spare os for mange hurtige domme.

Og måske er det noget af det fineste ved faget:

Vi bliver aldrig færdige med at forstå mennesker. Heldigvis.