Fremtidens pædagogiske arbejdsmarked 

Kære kolleger, kære tillidsvalgte, og kære Johnny.

Tak fordi jeg må stå her i dag. Mit navn er Mille, jeg er pædagogstuderende og læser til daglig på Københavns Professionshøjskole ved Carlsberg byen. 

Når jeg kigger ud over denne sal, ser jeg kernen af vores fagforeningsfællesskab. 

Jeg ser dem, der hver eneste dag kæmper for, at pædagoger har ordentlige arbejdsvilkår, og at vores fag får den respekt, det fortjener. Tak for det.

I dag skal vi snakke om fremtidens pædagogiske arbejdsmarked. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at starte med at skrue tiden tilbage. 

For 3,5 år siden droppede jeg ud af en prestigefyldt universitetsuddannelse. Jeg fandt ud af, at den fremtid jeg gik i møde, ikke var en jeg kunne se mig selv i. Der manglede en menneskelig dimension. 

I stedet gik jeg ud og fik et job som pædagogmedhjælper i en børnehave. Det er den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. 

Min hverdag blev fyldt af grin og krammere. Af kreativitet og leg. 

Jeg gik hen og blev så glad for mit arbejde, at jeg 1,5 år efter valgte at søge ind på pædagoguddannelsen. 

Det pædagogiske arbejdsmarked er altså grunden til, at jeg står her i dag. 

Som repræsentant for fremtiden. 
Som repræsentant for de pædagogstuderende. 

Vi er dem, der lige nu er på uddannelsen og suger viden og teori til os. 
Vi er dem, der er på vej ud til jer i virkeligheden. 

Og vi har drømme. Store drømme. 

Ikke bare for vores egne karrierer, men for hele det pædagogiske arbejdsmarked.

Og i dag vil jeg give jer de studerendes rå, usminkede perspektiv på, hvad der venter os – og hvad vi forventer af jer. 

For hvis fremtidens arbejdsmarked skal fungere, skal vi bygge bro mellem de studerendes idealisme og den virkelighed, I som TR kæmper med hver dag.

Vores drømme for fremtidens arbejdsmarked

Når pædagogstuderende i dag drømmer om fremtiden, handler det ikke om guld og grønne skove. 

Det handler om noget så simpelt som faglig stolthed og bæredygtighed.

Vi drømmer om et arbejdsmarked, hvor vi ikke skal gå på kompromis med vores faglighed fra dag ét. 

VI vil være pædagoger, fordi vi vil gøre en forskel for børn, unge, voksne og sårbare grupper. Vi læser tekster om menneskets udvikling, om pædagogiske retninger, neuropædagogik og relationsteori, fordi vi tror på, at den pædagogiske faglighed er nøglen til et godt samfund.

Vores største drøm er et arbejdsmarked, hvor der er tid til pædagogik. 

Hvor vi ikke bare er "varme hænder", der slukker ildebrande, men professionelle praktikere, der har tid til refleksion, forberedelse og faglig udvikling. 

Vi drømmer om at træde ind i hverdage, hvor det er den pædagogiske kvalitet, der styrer dagsordenen – ikke stramme budgetter og konstante besparelser.

Vi drømmer også om et bæredygtigt arbejdsliv. 

Vi er en generation, der ser og hører om stress, udbrændthed og pædagoger, der forlader faget før tid. 

Vores drøm er enkel: Vi vil have et arbejdsliv, hvor vi kan holde til at arbejde, indtil vi skal på pension. 

Et arbejdsliv, hvor vi ikke skal slide os selv op mentalt og fysisk, før vi overhovedet er fyldt 40.

Den vigtigste udvikling på fremtidens arbejdsmarked

Men hvis drømmene skal blive til virkelighed, er vi nødt til at se på, hvad der er den absolut vigtigste udvikling på fremtidens pædagogiske arbejdsmarked. 

Lige nu står vi over for en historisk mulighed med den nye pædagoguddannelse. 

Vi har kæmpet for mere undervisning, højere faglighed og en tættere kobling til virkeligheden.

MEN, og det her er vigtigt, den nye uddannelse løser ingenting i sig selv, hvis rammerne på arbejdsmarkedet falder fra hinanden. 

Set fra vores perspektiv handler den vigtigste udvikling om at stoppe det tidlige praksischok, og det starter ét bestemt sted: 

Vi skal revolutionere kvaliteten af vores praktikker.

Det er en udbredt misforståelse, at praksischokket først rammer, den dag man står med sit eksamensbevis i hånden. 

Sandheden er, at mange studerende rammer muren længe før. 

Det sker ude i de lange lønnede praktikker. 

Det sker, når en studerende træder ind på en arbejdsplads med tårnhøje faglige ambitioner, men bliver mødt af en virkelighed, hvor der reelt ikke er tid til uddannelse.

Når en studerende bliver brugt som en billig vikar i normeringen, i stedet for at være under uddannelse, er det et svigt. 

Når en praktikvejleder sidder med kniven på struben og må aflyse den ugentlige vejledningstime for fjerde uge i træk på grund af personalemangel, så taber I fremtidens pædagoger på gulvet. 

Det er i praktikken, at fundamentet for vores faglige selvtillid skal støbes. 

Hvis fundamentet slår revner allerede dér, fordi rammerne er rådne, så mister vi studerende, før de overhovedet har gennemført uddannelsen.

Fremtidens arbejdsmarked SKAL udvikle sig til et sted, hvor praktikken holdes hellig. 

Hvor vejledning ikke er en luksus, man fravælger i pressede situationer, men en ufravigelig forudsætning for overhovedet at modtage studerende.

Den lokale kamp mod pædagogmangel i Storkøbenhavn

Dette bringer mig direkte til den virkelighed, I står i lige nu. 

BUPL Storkøbenhavn har en helt særlig mærkesag, nemlig: Kampen mod den massive pædagogmangel og rekrutteringskrise i jeres 12 kommuner. 

Det er virkeligheden i institutionerne i Albertslund, Ballerup, Høje-Taastrup og resten af Storkøbenhavn. 

Stillinger står tomme. 

Vikarkonti er tømt. 

Og pædagogandelen falder. 

I BUPL Storkøbenhavn kæmper I hårdt for konkrete, lokale løsninger på krisen. 

Men som studerende må jeg bare sige til jer: 

I løser ikke pædagogmanglen, hvis I fortsætter med at lade de studerende og de nyuddannede sejle i deres egen sø! 

Hvis Storkøbenhavn skal kunne tiltrække os – og vigtigst af alt fastholde os – skal arbejdspladserne kunne tilbyde en stærk evaluerings- og refleksionskultur. 

Vi kommer med den nyeste viden direkte fra uddannelsen. 

Vi vil ikke mødes med sætningen: "Sådan har vi altid gjort her". 

Vi vil mødes af en arbejdsplads, der tør give plads til, at de studerende og de nyuddannede bringer deres faglighed i spil. 

Og så skal arbejdspladserne have psykologisk tryghed. 

Pædagogik er relationer mellem mennesker, og det slider. 

Derfor skal arbejdspladsen være et trygt professionelt fællesskab, hvor man bliver grebet og holdt fast – ikke mindst i en region, hvor presset på velfærden er så enormt, som det er her i hovedstadsområdet. 

Hvad den vigtigste TR-opgave er i fremtiden

Og det er netop her, jeres rolle som TR bliver fuldstændig afgørende. 

Den vigtigste TR-opgave i fremtiden er at være praktikkvalitetens ubestridte vagthund.

Når budgetterne strammer, skal I som TR stå på mål for den studerendes ret til læring. 

I skal kigge jeres ledere i øjnene og sige: "Den studerende skal ikke dække et sygdomshul i dag – den studerende skal have sin vejledning."

I skal sikre, at praktikvejlederne på jeres arbejdspladser rent faktisk har de timer og de ressourcer, det kræver at uddanne fremtidens kolleger.

Som TR skal I være brobyggeren mellem studiet og praksis. 

I skal sikre, at de studerende ikke føler sig som en belastning for et i forvejen presset hus, men som en faglige berigelse, vi passer på og investerer i.

Fremtidens TR skal være en synlig allieret for studerende allerede under uddannelsen og i praktiktiden. 

I skal vise os værdien af fagforeningsfællesskabet, ikke gennem fine pjecer, men gennem handling i hverdagen.

Afslutning

Når Johnny Gaardsdal og resten af BUPL forhandler på de store linjer på Christiansborg og med KL, så er det jeres opgave at få de aftaler til at leve ude i virkeligheden.

Vi har modet, engagementet og drømmene. 

Vi vil faget. 

Men vi har brug for arbejdspladser, der kan rumme os, og tillidsrepræsentanter, der vil kæmpe for os og med os.

Lad os sammen skabe et fremtidigt arbejdsmarked, som får unge medhjælpere, så som mig selv, til at vælge faget til og færdiguddannede pædagoger til at blive i det.

Et fremtidigt arbejdsmarked, hvor pædagogisk faglighed ikke er en luksus, man drømmer om på uddannelsen, men en selvfølge, man praktiserer hver evig eneste dag.

Tak for ordet – og jeg glæder mig til dialogen med Johnny og jer alle sammen.