Legekursus

Kursus: Lær at lege – ved at lege

Kursus i legefacilitering v. Daniel Osmann, fra Gerlev Center for Leg & Bevægelse

Alle kan blive gode til at lege! Men det kræver erfaring, og dét er naturligvis lettest at få, hvis man har nogen at lære det fra og øve sig med. Dette kursus giver dig netop en masse praktisk erfaring med leg i godt og kompetent selskab – og derigennem en dybere forståelse for hvad der gør god leg god. Efter kurset er du derfor klædt godt på til at lege mere, bedre og sjovere med de mange skønne mennesker, du skal arbejde med som pædagog.

På kurset lærer du:

  • En masse konkrete lege, som vi oplever sammen i praksis
  • Hvordan lege igangsættes let, uden snak og kedelige regelforklaringer
  • Hvordan lege kan tilpasses til forskellige mål- og aldersgrupper
  • Hvordan man selv kan udvikle videre på lege, så de bliver ved med at være sjove – både for dig og dem du leger med
  • Hvordan man som voksen indgår i leg uden at være kontrollerende og ødelæggende for legen
  • Hvordan man undgår andre typiske ”voksenfejl”, som kan gøre det tungt og svært at lege
  • Om legens betydning for menneskers udvikling og læring – formidlet gennem praksis, så det bliver håndgribeligt
  • At leg er lige så fedt og vigtigt for os voksne som for børnene

Hvordan foregår kurset?
På kurset skal vi først og fremmest lege en masse sammen – hvilket selvfølgelig betyder at kurset bliver hammersjovt at være med på! Med udgangspunkt i de konkrete, fælles erfaringer fra legene, reflekterer vi løbende over hvad der får legefaciliteringen til at fungere godt, og derved bliver kursets teoretiske viden om leg håndgribelig og let at relatere til praksis; fordi vi lige har gjort det sammen i virkeligheden.

Målgruppe: Kurset er for dig der vil være en legende pædagog, uanset om din målgruppe er børn i dagtilbud, skolebørn, udsatte unge, voksne med handicap eller nogle helt andre.

Påklædning: Medbring helt almindeligt tøj du kan bevæge dig i, og som passer til vejret. Medbring desuden notesbog og blyant – og gerne en vandflaske.

 

Om underviseren:
Daniel Osmann underviser ved Gerlev Center for Leg & Bevægelse, hvor han i mere end 10 år har lavet kurser for bl.a. praktikere i skole, dagtilbud og andre institutioner i hvordan man leger godt med mennesker i alle aldre. Han underviser desuden i relationskompetence i samarbejde med skoleforskeren Louise Klinge (eduk.dk, Skole Uden Skældud) og er tidligere ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Tilmeld dig kurset "Lær at lege – ved at lege"

Kurset afholdes den 5. og 6. oktober på Pædagoguddannelsen i Jelling, Stationsvej 4, 7300 Jelling.

Du skal være medlem af PLS for at deltage - Kursusweekenden er gratis for alle medlemmer. Overnatning foregår i sovesale, så husk liggeunderlag og sovepose. 

PLS dækker dine transportomkostninger, og sørger for mad i løbet af weekenden. Husk kontanter til drikkevarer. 

Tilmeld dig kurset her